Om projektet
Ønsket om at sejle, flyve og køre autonomt har vi mennesker haft i lang tid, for tænk hvor let, sikkert og smart det ville være at minimere vores egen indsats og lade avancerede teknologier overtage opgaver, der enten er besværlige, farlige eller kan afvikles smartere og mere sikkert?
Med MARS projektet tager vi det første spadestik til at indrette et test- og videnscenter for autonom kystnær sejlads. Målet er at være centrum for test, udvikling og uddannelse inden for maritim autonomi. MARS skal være stedet, hvor man kan teste sine autonome løsninger, uanset om man er iværksætter, etableret virksomhed, forsknings- eller uddannelsesinstitution. Og hvor danske og udenlandske virksomheder kan slå sig ned og få værdi af, at være i et vidensmiljø, hvor fælles innovation, samarbejder og netværk går hånd i hånd.
Placeringen på Sydfyn er lige i hjertet på en region med en lang søfartstradition, en masse innovative virksomheder, stærke maritime uddannelser og et solidt maritimt netværk.
MARS er et EU-støttet projekt under det Fynske Fyrtårnsprojekt NextGen Robotics. SIMAC er leadpartner på projektet og projektgruppen er placeret i Svendborg. Øvrige partnere er Svendborg Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Ærø Kommune, MARNAV, Færgesekretariatet, SDU, Geodatastyrelsen og Søassurancen Danmark.